Tanker ved en ituslagen Jydepotte

Du er ei meer!
Din Digter græder ved Dit brudte Leer.
Din Lod det blev at taale Røg og Flamme,
Dog stod Du fast; Du var og blev den samme.
Faa kjendte Dig paa denne store Jord,
Dog i Din Død Du nævnes skal i Nord;
Jeg i Avisen vil et Grav-Vers sætte,
Saa Taarer skal de Skjønnes Kinder tvætte.
Først var Du Leer, nu bliver Du det atter;
Saa gaaer det selv Naturens bedste Datter.
Ak! var Du falden i en Kunstners Haand,
Du havde vundet ved hans Skaber-Aand;
Som Vase skulde Du da Øiet gotte;
Men Skjæbnen bød, — Du blev en Jydepotte.
Dit Liv svandt hen saa stille, indgetogen;
Som Askepot Du sov i Skammekrogen.
Tidt saae jeg Dig imellem Røg og Ild,
Naar Maanen skinnede saa bleg og mild.
Jeg saae Din Damp, i den steeg Aander frem,
Og søgte gjennem Skorsteens-Piben hjem.

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Hvile paa Heden

Sørgende, stor ligger foran os
Den sortbrune Hede;
En enkelt Enebærbusk hæver sig lysegrøn
Frem mellem Lyngen.
Rundtom er Bakker og Høie,
Der som en Bjergryg sig strækker langs gjennem Landet.
Men ved hver Skrænt,
Ja ved Hjulsporet selv,
Fremtrænger den rødgule Ahl.
Det er, som glede vi over en Klode, der uddød
Laae under os; en sørgende Grav;
Men Fuldmaanen skinner saa smukt paa den dunkelblaae Himmel,
Hvor de underligt formede Skyer
Glide henad, som svømmende Bjerge.
Alt er saa stille!
Man hører kun Vognhjulets Skuren
Dybt i den sandede Vei,
Men stille sidde de Reisende, indsvøbt i Kapper,
Thi skarp blæser Vinden fra Vest
Over den øde, sortbrune Hede.

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

ABC-Bogen

A. Amme.
En Amme gaaer i Søndagsklæder,
Og Andres Børn er hendes Hæder.

B. Bonde.
En Bonde før leed stor Fortræd,
Nu er han tidt for meget med!

C. Columbus.
Columbus over Havet foer,
Og Jorden den blev dobbelt stor!

D. Danmark.
Om Danmarks Rige Sagnet gaaer,
Gud ei sin Haand af Danmark slaaer!

E. Elephant.
En Elephant gaaer altid tungt,
Om ogsaa Hjertet det er ungt!

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Jylland [Da Oltid kun var nyfødt Skum paa Tidens stolte Vove]

Da Oltid kun var nyfødt Skum paa Tidens stolte Vove,
Laae Jylland, som et Vildnis stort, med dybe, sorte Skove;
Een Skov det hele Land kun var, hvor stolte Ege groede,
De stærke, tykke Grene fast sig om hinanden snoede;
Og Ørnen bygged' Rede her, og Ulven grov sin Hule,
Men ingen Snekke gled endnu forbi mod Nordens Thule;
Og intet Øxeslag der faldt, en Dæmring laae der inde,
Og Secler svandt, før Skoven saae sin første Mand og Qvinde.
Den vilde Kraft fandt her sit Hjem, Naturen stod ei ene,
Og Fuglene saa lystigt sang fra Skovens grønne Grene.
— Men dybt fra Havet Taagen steeg, saa skarp og dog saa stille,
Den slukked' Solens Ild, man saae ei længer Straalen spille.
Da isned' Blomst og Græs og Krat, selv Skovens stærke Stammer,
Og Bølgen steeg og kjæmpede mod Jordens rødblaae Flammer.
Med Hyl sig styrted' Skovens Dyr, fortvivlet ud i Havet,
Og Mennesket drog fra et Hjem, som Bølgerne begraved'.
Den vilde Jordbrand angreb Alt, hver Fugl, hver Rovdyr døde,
Som Lava damped' Ahlen. — — Alt i Secler var et Øde.
Da voxte Lyngen høi og sort, med fiolette Blommer,
Med Skove Landets Østkant stod, smukt i den varme Sommer,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Mene, mene tekel upharsin

Sceptret, ikke det paa Thronen,
Det der viser os Nationen,
Brænder tidt, som Faklen ned.
Aandens Rigdom ene gavner,
Alt det Andet gaaer, som Avner,
Veires bort før Du det veed.

Trende Flammer nyligt brændte;
Mon Betydningen Du kjendte?
Saae Du vel hvad Haanden skrev?
Hvad der var Nationens Første,
Det den ansaae for det Største,
I et Nu et Intet blev.

See mod Østens store Rige,
Der hvor Folkefærd fremstige,
Villiesløs ved Hersker-Bud!
Under Fyr og Palmeskygge

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Børnene og den graa Morlille

I Hjertet sidder en lille Person,
Han gestikulerer saa saare,
Men det er ækelt hvor føelsom han er,
Han svømmer bestandigt i Taare.
Han digter allene de rørende Ting,
Ak! Vand er vist Tanken og Tonen,
Thi, tænk! vore Øine staae lidt under Vand,
Skjøndt de er' saa langt fra Personen.
Han maa ei slippe i Verden ud,
Saa blev der først Graad og Jammer,
Vort Bryst skal være hans Fangetaarn,
Og Hjertet hans Fængselskammer.
Han sidder jo luunt inden Vægge der,
Skjøndt evigt og altid han skraaler:
„Her er saa snevert! o ud! derud!
Hvor Himlen og Sollyset straaler!"
— Nei, saa gaaer det meget bedre til
hos dem, som boe i vor Pande;
Vel er det Tagkammer lidet og lavt,
Dog rummer det godt maa man sande!

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Studier efter Naturen

Vort Landskab her er næsten fladt;
Men Maanen skinner jo i Nat!
Dog, hvad vi ved dens Lys har seet,
Er kun, at Alt gaaer ud i Eet.
Forgrunden maae vi blive ved;
Der er lidt høit paa dette Sted;
Veirmøllen, som vi skal forbi,
Gjør, at vi faae et Malerie.

Saa lystigt alle Hjul nu gaae;
Et Lys man seer bag Lugen staae,
Og Svenden bærer Sækken bort;
Hans Kammerater spille Kort;
Ølkanden midt paa Bordet staaer.
See, Møllevingen, hvor den gaaer!
Men mellem Skyer Maanen leer,
Og fornemt paa det Hele seer.

Nu kommer der en Byge-Regn,
Den skygger os den halve Egn,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Malerie fra Jyllands Vestkyst

Man seer ei Træ, ei Busk, selv Lyngen vil ei groe,
Fra Sandet pipper frem et Græsstraae eller to;
Sandklitter reise sig, de vexle Dag for Dag,
Og rundtom stikke frem de nøgne, sorte Vrag.
Foruden Grændse Havet udstrakt for os staaer,
Speilklart og glat det er, saa langt som Øiet naaer,
Strandbredden er belagt med Stene, store, smaae,
Og alle runded' smukt, see, røde, hvide, blaae!
Hist komme Fiskere, de gaae til Havet froe;
En herlig Slægt det er, med Marv i hver en Kno.
Nu læses først en Bøn, fromt folder sig hver Haand,
Saa ile de med Christ, Gud og den hellig Aand.


Den gamle Mor paa Klinten staaer,
Saa graat som Sand er hendes Haar!
Hun drikker Solens Ild saa smaat,
Og skutter sig, det gjør saa godt.
Men som hun ret paa Havet seer,
Strax hendes gustne Ansigt leer,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Baggrund til Vignetterne

Hvad er det vel vi kalde Poesie?
En skuffet Drøm, nu det Uendelige!
Det Enkelte, det Heles Harmonie,
Vi jo med dette lille Ord udsige.
Vort Liv, ja jeg og Du, kort alle vi
Er' Poesie!

Det stolte Fjeld, der over Skyen gaaer,
Hvor Fossen larmer over knuste Graner,
Hvor Gemsejægeren ei Spidsen naaer,
Hvor Tanken svinder og Guds Storhed aner;
Hiin herlige Natur saa høi og fri
Er Poesie!

I Gruben ved det blege Lampeskjær,
Den stille Bjergmand sidder med sin Stræben,
Han tænker trofast paa sin Hjertenskjær,
Og gamle Sange tone ham fra Læben.
Den hele Scene, Hjertets Drømmerie,
Er Poesie!

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Stormen

Som i en Søvn ligger Luften og Havet,
Ingen Bølge man seer,
Kun døsigt svulmer Fladen og synker igjen;
En enkelt Luftning gaaer, som en Skygge,
Over de slappe, hængende Segl;
Men den hvidgraae Maage
Flyver i Kredse om Skibet
Og med hæse Skrig den fortæller
Hvad Dybet nu drømmer. -
En Kastevind griber i Seilet,
Med Larmen det svulmer, men synker døsigt igjen,
Som den trætte Vandrer,
Der kaldes ved Midnat fra Leiet,
Vaagner, men sover atter igjen, -
— Nu dæmrer Natten og fjernt i Nordvest
Staaer et Bjergland af Skyer hvor Stormene bygge;
Det stiger med Mørket,
Og Lynstraalen leger, som glødende Lava,
Over Bjergenes Rygge.
Nu Havet er vakt af sin dybe Slummer,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!