Vær hilset, Du Fortids Toledo
Vær hilset, Du Fortids Toledo,
Du ridderlige gamle By;
Hvor Maurerklinger blev' smeded',
om det gaaer i Verden Ry;
Her er saa eensomt og stille,
forfaldent, øde og stort;
Af rustædte Hængsler er faldet
Alcazars Vinduer og Port.
En ridderlig Gaard er nu Vertshuus,
min Stue en gammel Hal;
End pranger Familievaabnet
over den aabne Portal.
Her er ei Kamin, men et Ildfad, -
jeg hører den styrtende Regn,
Den skyller ned som en Syndflod
over den udbrændte Egn.
De nøgne, graagrønne Klipper
sig løfte langs Tajos Bred,
De kjende den larmende Fortid,
og Nutidens Eensomhed;
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Hvad jeg elsker
Jeg elsker Havet, naar det stormer vildt!
Jeg elsker det, naar Fladen ligger mildt,
Og Maanen speiler sig i Dybets Blaae.
Jeg elsker Bjergene, jeg aldrig saae!
De store Floder og de dybe Dale.
Jeg elsker Skovens grønne Sommersale!
Den tause Nat med al sin Stjerne-Hær,
Og Aftenrøden i sit stærke Skjær!
Den hvide Riimfrost paa den nøgne Green;
— Men hade — nei, jeg hader ikke Een!
Jeg hader kun hver bitter, grusom Lyst!
Jeg hader Syndens Tanke i mit Bryst!
Jeg hader Mysticismens Pave-Baand!
Men elsker Barnet og hver barnlig Aand,
Jeg elsker Tanken i sin stolte Gang,
Og Tonekunsten med sin Længsels Sang!
Jeg elsker Blomsten med sin friske Duft,
Og Fuglen i den rene, frie Luft!
Jeg elsker Vennen, høit som Himlens Blaae!
Og Qvinden — — ja! een eneste jeg saae,
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Til J. P. E. Hartmann ved hans Hjemkomst fra Udlandet 1835
Hvad Herligt ude Du har seet og hørt,
Hvad Dig har glædet og dit Hjerte rørt,
Du os fortælle vil i Melodier:
Det travle Byliv, Kjern' og Politur,
Den evig unge, kraftige Natur
Med Dissonantser og med Harmonier.
I Preussens Sand Du Diamanter fandt;
Du fløi mod Syd, og meer Dig Kunsten vandt,
Skjøndt Donaunixen sært med Hjemvee rørte.
Hvor Stephans-Taarnet speiler sig saa smukt,
Du husked' Øresund og Kjøgebugt,
Og Tanken Dig til dine Kjære førte.
Natur og Kunst din Ungdoms Sjæl henrev,
Mens sød, vemodig Længsel hos Dig blev,
Lad denne Treklang kun fra Strængen klinge!
Syd-Schweits's Storhed og Melancholi,
Pariser-Livets lette Trylleri,
I Tone-Afrids Du til Danmark bringe!
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Vi er i Marts, men Martsviol
Vi er i Marts, men Martsviol
Kun sees i Rude-Isen,
Man selv maa bringe Foraars-Sol
Og „Fatter" bringe Visen!
Her er vi jo den gamle Stok,
(Det sagt er med Poliskhed)
Og more os det skal vi nok,
Vi har jo Ungdoms Friskhed!
See Stuen her, hvor pompeiansk,
Nei, det er den ved Siden,
Herinde, her er østerlandsk,
Med Nyden hele Tiden.
Hver Væg et Billedgalleri,
Imens vi kildre Ganen,
Paa kjøbenhavnsk kaldt Poesi,
Paa østerlandsk: Divanen!
Det er omtrent eengang hvert Aar,
Vi her slaae Basserallen,
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Der er et Huus afsondret ved et Gitter
Der er et Huus afsondret ved et Gitter
Og Jernport fra den hverdags Landevei;
Enhver, som gaaer forbi, der indad titter,
Det friske Grønne hvisker: Glem mig ei.
Smukt Ranken snoer sig opad Murens Side,
Og stundom flyver der en Sangfugl frem;
Men Huset selv, — om det vi Alle vide:
Der er vort Hjem, vort elskte bedste Hjem.
Det er saa godt i Livets Kamp og Smerte
At holde fast paa hvem man ret har kjær;
At kunne stole paa et trofast Hjerte,
Og sligt et Hjerte er i Huset her.
Fra det udover os Solstraaler spille
Og mangen Sorg os synes ei saa tung;
Vi elske Dig, Du kjærlige, Du milde,
Du elskelige Fader, stærk og ung!
O gid i Alt vi ganske Dig maae ligne,
Op see vi til Dig, elske Dig saa tro;
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Julesang i det Collinske Huus
Saa sidde vi igjen om Julebordet
Og synge høit vor Sang, vort Juledigt,
Og Glæden er i Hjertet og i Ordet,
Skjøndt Aaret var saa taust, saa alvorsrigt.
Der rulled Kroner hen som Kiselstene,
Men i vor lille Kreds vor Krone blev:
Vort Sammenhold og han, han, som alene
Sit Kongerige i vort Hjerte skrev.
Mod Roskild Spir fløi Svanen frem og døde,
Ved Slesvig Kampens Paaskeklokker klang,
Og Tre af Kredsen her gik til det Møde,
Hvor Døden stod, og hvor Kanoner sang.
Mod Savn og kolde Nætter, Oprørsflammen
De gik, og selv vi bad: „I Guds Navn gaa!"
Og see, vi sidde atter samled' sammen,
Det er, som om en Drøm det var, vi saae.
Hver Sorg og Angst i Hjertet vi erindre
Og føle derpaa ret: Gud var os god!
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Paa Grevindens Fødselsdag
Der er et Sted paa en af Danmarks Øer,
Et deiligt Sted, ret som en engelsk Park,
Rundt om sees store Skove, stille Søer,
Med Enge vexle Korn- og Kløver-Mark;
Og dog er her det Hele kun en Ramme
Omkring et Hjem, det elskte Bregentved,
Dets Arne har en høi, en hellig Flamme,
Et Moder-Hjerte fuldt af Kjærlighed.
Læs hendes Øie naar den Arme græder,
Der skeer i Verden Godt som Faa kun see,
Læs hendes Øie, der boer Moder-Glæder,
Hver tør betroe til hende af sin Vee!
Naturen her er smuk og rig at skue,
Men hendes Hjerte, det er rigt som den,
Fra det mod Gud sig hvælver Arkens Bue,
Der er Fortrøstning i at see derhen.
Hvert Aar, o Moder, Marken Rigdom sender
Til ham, hvis Hjerte Gud til dit har bragt,
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Johanne Drewsen og C. von Krieger
Ved Sundet, hvor Alverdens Skibe møde
For fulde Seil, nær Skov og Kjæmpehøi,
Der fad med Øine blaae og Kinder røde
En lille Pige med sit Legetøi;
Da kom en Officeer, saa ung, saa prægtig,
Han var i Garden, han var Husets Gjæst.
Og saa kom Tiden — Tiden, den er mægtig,
Den tænkte — men ei de — paa Bryllups Fest.
Paa Heden, hvor den yngste By her hjemme
Skjød op, da Dygtighedens Magt det bød,
Johanne sang med klar og sjælfuld Stemme,
Og til eet Hjerte allermeest det lød;
En Melodi, den varsled' Livets Lykke,
Den klang ved Sollys og ved maanklar Nat,
Den fulgte til Alhambras Pinie-Skygge
Som Hjemmets kjære, allerbedste Skat.
Spind Livets Silke! Den Betydning være
Der i, at Festen staaer paa Silkeborg;
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Avis aux lectrices
Jeg savner noget! — skal jeg Navnet sige?
Det er just ikke af en sjelden Slags;
Jeg savner — ja — en lille, bitte Pige -
Ak, Herre Gud! nu leer man ad mig strax!
Tør jeg da aldrig elske, aldrig sværme?
Hvad? Er jeg ikke gammel nok dertil?
Gud veed, jeg vil jo ei en Sjæl fornærme,
Nei holde af, det er jo det jeg vil!
Enhver Poet, selv ganske smaae Personer,
Har sig en Kjærest; — det maa være rart!
Man er ulykkelig, man sukker og man daaner,
O, jeg maa med! og jeg maa med lidt snart.
Men endnu har jeg ingen ret i Sigte,
At jeg kan blive for min Længsel qvit;
Gud veed, jeg sværmer nok for mine Digte,
Men Herre Gud, det er mig dog for lidt!
Nei jeg maa eie — hvad jeg nu vil sige -
En Kjæreste, saa faaer vist Hjertet Ro;
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Prolog og Epilog
En Aftenunderholdning med Bevilling,
(Naturligviis maa der Bevilling til;)
En Aftenunderholdning faaer De, en Udstilling, -
Udstilling, ja, det Navn her passe vil,
Thi det er en Udstilling af Elever,
Saaledes som Theatret disse har;
Men da vor Virkekreds er der saa snever,
At Publicum os neppe bliver vaer,
Saa ville vi os dristigt dette nærme,
Og for i Aften glemme alle Baand; -
Det er de unge Bier her, som sværme,
De gaae iaften lidt paa egen Haand,
Og Publicum vil see hvad her sig rører,
Og muligt gjette Skjæbnen, som vi faae,
Om Hoben eller Kunsten vi tilhører,
Paa hvilken Plads vi skal i Templet staae;
Elevens Fremtid ligger mellem Gaader,
Og Menneskene spaae, men Een kun raader;
Til Kunstens Maal er Veien heel besværlig;
Ei ganske ved sig selv man kommmer frem,
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
