Ved en Vens Afrejse til Paris!
Ved en Vens Afrejse til Paris!'
Mel. Jeg er et Søndagsbarn!
Hør Venners Stemme: drik og spiis!
Thi snart, saa er Du i Paris,
Og nyder der, ja, Gud veed hvad,
Men det er ei den danske Mad!
Paa Boulevarden skal Du gaae;
Gud give at vi saae derpaa!
I Omnibus og i Coucou,
Hvo er saa lystig vel, som Du!
Vi see Dig alt halv udenlandsk,
Grisetter smaa Dig lære Fransk;
Du reiser bort som Nordens Iis,
Men kommer hjem som — ak Paris!
Du oversættes skal paa Fransk,
Originalen er dog Dansk,
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Slaaentjørnen
Vor Junker kom i Skoven, der Grethe han saae,
Hun gik og samled Jordbær, hun trak dem paa Straa,
De modneste de bedste, hvert af dem frisk og sødt.
»Ei Grethelil,« saa talte han: »det er jo heldigt mødt.
Jeg vil hjelpe med at plukke!
Det rødeste det bedste, jeg fandt denne Stund,
De sødeste meest friske, det groer paa din Mund,
Du veed ei selv din Rigdom, men Grethe jeg veed den,
Og derfor vil jeg hjelpe Dig, jeg er en ærlig Ven.
Jeg vil hjelpe med at plukke!«
I Skoven stod en Slaaentjørn, den hørte derpaa,
Før Junkeren det vidste i Tjørnen han laae,
Og Grethe løb, hun smilte, og sagde mange Tak!
Den Slaaentjørn havde Torne og alle Torne stak.
Jeg vil hjelpe med at plukke!
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Aftendæmring
See, Aftnen er saa stille, og Himlen er saa blaae!
Nu sove alle Blomster og alle Fugle smaae;
De nikke og de drømme, forstyr ei deres Lyst!
En Verden der jo bygger, selv i det mindste Bryst.
I Drømme svinger Lærken sig i den friske Luft,
Og hvad hvert Blomster føler, det aander ud i Duft.
Den hele, vide Verden med sine Verdner smaae,
Og alle Himlens Himle, jo i mit Hjerte staae;
Jeg føler Øiet græde, og svimler dog af Lyst;
Jeg kunde salig trykke hver Skabning til mit Bryst!
See, alle Stjerner blinke — og Aftnen smelter bort;
— Lad Stormene kun stige og klæde Natten sort,
Sov sødt og drøm, I Fugle! — drøm kun I Blomster smaae!
I Hjertet er der stille, og der er Himlen blaae!
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Spillemanden
I Landsbyen gaaer det saa lystigt til,
Der holdes et Bryllup med Dands og Spil;
Der drikkes Skaaler i Viin og Mjød,
Men Bruden ligner en pyntet Død.
Ja død hun er for sin Hjertenskjær,
Thi han er ikke som Brudgom her,
I Krogen han staaer med Sorgen sin,
Og spiller saa lystig paa Violin.
Han spiller til Lokkerne blive ham graae,
Han spiller saa Strængene briste maae,
Til Violinen, med Sorg og Gru,
Han trykker mod Hjertet reent itu.
Det er saa tungt, saa knusende tungt,
At døe mens Hjertet endnu er ungt!
Jeg mægter ei længer at see derpaa!
Jeg føler det gjennem mit Hoved gaae.
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Pouls Tale
Vil De nu være stille i Stuer og Sale,
Saa siger lille Poul sin store Tale;
Jeg er den ældste af de yngste To,
Kan bedst holde Tale, kan I troe.
Jeg tømmer i dag Sølvbryllups-Kruset
Og gratulerer fra hele Huset,
Fra Unge og Gamle, fra Store og Smaa.
Jeg har mine bedste Klæder paa,
Og mødte jeg ganske dem foruden,
Saa kunde man troe, jeg var Elskovsguden;
Thi jeg er velskabt og sød og lille.
Men det var ei det, jeg sige vilde!
— Min Tale den er som et Træ, der groer,
Den har af Ønsker en Blomsterflor,
Og hver en Blomst, baade lille og stor,
Har jeg kysset paa; saa sandt jeg troer,
Bag hvert lille Blad et Kys der boer
Til Bedstefa'er og til Bedstemo'er.
Det knalder med Hurra i Stuer og Sale!
— Det er lille Pouls store Tale.
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Hjemvee
Om Aft'nen i det lille, snevre Kammer,
Naar Alt er stille, i mit Bryst det flammer!
En mægtig Længsel fylder al min Tanke,
Af Hjemvee føler jeg mit Hjerte banke,
Og jeg maa græde, skjøndt jeg er en Mand,
Thi her, har Hjertet intet Fædreland!
Naar Kunsten aabner mig sit store Rige,
Den samme Længsel føler jeg da stige,
Enhver Musik, hver Sang der naaer mit Hjerte,
Gjenvækker denne bittre, søde Smerte,
Men Hjemmet finder jeg dog aldrig her,
Mit Hjem er der, hvor jeg kun ikke er!
Seer jeg den friske Skov, de grønne Dale,
Da føler jeg, hvad ei jeg kan udtale,
Seer jeg det stolte Hav og Aftenrøden,
Da længes Hjertet mægtigt efter Døden!
Dog nei! det er ei Døden, nei, et Hjem, -
Et Hjem, hvis Navn jeg ei kan stamme frem.
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Ved Soldatens Hjemkomst i 1864
Vor brave Soldat, som saa ærligt har stridt,
Du kommer nu hjem uden Glæde.
O Danmark, hvor har Du dog bitterligt lidt,
Blod er flydt, og Blod er at græde!
I forrige Krig, da Soldaten kom hjem,
Stor Festlighed Byerne gjorde,
Fra Husene hængte man Danebrog frem,
Stod med Sange og Æresporte.
Nu kommer Du hjem uden Hurra og Sang.
Og dog: Du holdt ud, maatte lide
Langt mere i Danmarks Kamp denne Gang,
End Mange betænke og vide.
„Hav Tak!" det siger vort Hjertelag,
Det vil i hvert Haandtryk Du kjende.
— Og saa vil vi sjunge om „Atterdag";
Den Sang er ei skrevet tilende.
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Romance af Festen paa Kenilworth
Hyrden græsser sine Faar,
Gjærdet er hans Throne,
Solen Purpur om ham slaaer,
Maanen er hans Krone.
Hvad mon vel han tænker paa?
længe taus han stod og saae
frem i Aftenstunden.
Hjertet veed, Kjærlighed
er det fagreste Træ i Lunden.
Kongens Datter, stolt og fiin,
staaer i Kongeborgen;
Silke, Guld og Hermelin
skjule ikke Sorgen.
Tanken, som en Fugl saa let,
flyver, bliver aldrig træt,
synger: „Jeg har funden!"
Hjertet veed, Kjærlighed
er det fagreste Træ i Lunden.
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
En ung Maler
Den friske, grønne Eng med sine Damme,
Den knopped' brune Skov, den aabne Sø,
Og Skyerne ved Firmamentets Ramme,
Der i en violetblaa Taage døe,
Dem maler jeg, de blive skal mit Eie.
(Han sætter sig paa en Steen under Træet).
Smukt hæver sig det lille Fiskerleie!
See, Garnet hænger udspændt høit ved Strand!
Her ligger Baaden trukket op paa Land,
Og Græsset under den, for Solen skjult,
Staaer høit og tykt, men med en grønligt Guult.
To Smaa-Børn lege foran Huset hist
Med tørre Pinde og en Bøgeqvist;
De plante dem en Have smukt i Solen,
Mens Bedstemoder her i Lænestolen
Maa tage Plads og lege med de Smaa.
De, som to muntre, Vaarens, Alfer staae
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Den Frivillige
Jeg kan ikke blive, jeg har ingen Ro,
Jeg maa med de andre til Leiren!
Vor Sag er retfærdig, og Gud tør vi troe
Er med os, han giver os Seiren.
Aarhundreder Danmark var mægtigt og stort,
Men saa blev der plukket og plukket.
Nu skal de ei gjøre, hvad før de har gjort,
For længe har Danmark nu sukket.
De kan overvælde vort lille Land,
Men rokke ei Mod eller Villie.
Thi nu slaae vi alle til yderste Mand,
Vort Skjold er saa reent som en Lilie.
Jeg føler mig stærk, og jeg kan holde ud!
Tak Moder, Du vil, jeg maa stride.
Med mig er din Tanke og med mig er Gud,
Hvad troer du din Søn da kan lide.
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
