Du evige Gud, saa kjærlig og god!
Du evige Gud, saa kjærlig og god!
Send Du mig dit Lys for min usikkre Fod,
Lys ind i mit Hjerte, det vil kun det Rette!
De Skriftens Tjenere slette fast ud,
At Du er den eneste, eneste Gud;
Hvad Christus mig lærte, jeg skal ei forgjette,
Men Du kun er Herren, der er kun een Gud!
Du talte i Sønnen, Du Frelse os bragte,
I ham Du lod fødes, i ham Du lod døe.
Lys ind i mit Hjerte, derinde Du lagde
Et Sandhedens levendegjørende Frø.
Jeg kæmper, jeg svimler, dog eengang jeg havner;
O lad det gaae op for mig hvad jeg savner!
Mig Christendomslæren er Kjærlighedslæren,
I den kom Du til os! Dig Magten og Æren!
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Kjærlighed
See Solen blusser saa elskovsrød!
Den lægger sit Hoved i Bølgens Skjød.
Dog, hvem kan skildre det ret med Ord!
Tilbedende tier den hele Jord,
Kun Blomsterne nikke i Vinden,
De kysse hinanden paa Kinden.
I Bugten, hist hvor Sivene groe,
Der gynge i Baaden de Elskende to;
I Havet, i Øiet og høit i det Blaae,
Alle tre Steder jo Himle staae,
Men allerherligst blandt disse,
Er Øiets Himmel tilvisse.
Den Himmel eier det reneste Blaae,
Og Tankerne der, som Stjerner staae;
Der skuer man klart i Aandernes Land!
Man føler sig Barn og dog en Mand;
Hver Tanke mod Himlen sig taber,
Og Hjertet troer paa sin Skaber.
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Ved Botanikeren Liebmanns Afreise til Mexico 1840
Naar Du nu om ikke længe
Staaer i Mexico,
„Danmark deiligst Vang og Vænge"
I din Tanke boe!
Tropisk Farve-Pragt Du finder,
Dog i Hjertet lever Minder,
Ei Du vil derude glemme
Kløverblomsten hjemme!
Videnskaben Guld Du hente
I Amerika!
Ja med slige Skatte vente
Vi Dig hjem derfra.
Danmarks Søn, gjør Danmark Ære,
Blomst og Træ dit Navn maa bære!
Kraftig Villie, Tro paa Himlen
Følge Dig i Vrimlen!
Ja med den vor Tanke følger
Dig til fjerne Strand,
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Dandse, dandse Dukke min!
Dandse, dandse Dukke min!
Nei, hvor Frøkenen er fiin!
Cavaleren ligesaa,
Han har Hat og Handsker paa,
Buxer hvide, Kjole blaa,
Liigtorn paa den store Taa.
Han er fiin, og hun er fiin.
Dandse, dandse Dukke min!
Her er gamle Lisemo`er!
Hun er Dukke fra i Fjor;
Haaret nyt, det er af Hør,
Panden vasket er med Smør;
Hun er ganske ung igjen.
Kom Du med, min gamle Ven!
I skal dandse alle Tre.
Det er Penge værd at see.
Dandse, dandse Dukke min!
Gjør de rette Dandsetrin!
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Den 22de April 1847
Det er en hellig Dag blandt Livets Dage,
En Alvors Dag, der kalder Tanken frem;
Thi Qvinden skal fra Fædre-Arnen drage,
Og Manden bygger sig sit nye Hjem;
De skulle ærligt dele Sorg og Glæde,
Forædle, virke i den store Kjæde.
Det er en hellig Dag, den er nu vorden.
I Jesu Navn! Guds Villie skee paa Jorden!
Hvor To i Troskab blev hinanden givet
Ja, ret forstaae og elske inderligt,
Der taler Gud igjennem Hverdagslivet,
Og det forvandles til et Skjønhedsdigt;
Jer kjære To vi her vor Hilsen bringe,
Mens Bønnen løfter sig paa Psalme-Vinge.
En Alvors Stund det er, den søde Lykke!
Og Lykken er, hvor fast paa Gud vi bygge!
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Fru Grove, født Fenger
Bag Sorø Sø ved Skoven
Bonden gik bag Ploven;
Jeg kom med Ingemann og med hans Frue
I Præstegaardens Stue.
De glade Børnestemmer klang;
En lille Pige mindes jeg især,
Med store, milde Øjne sad hun der,
Jeg troer endnu at høre hendes Sang.
Til Tak for den nu efter mange Aar
Af mig igjen en lille Sang hun faaer;
I den vi Præstegaarden vil besøge
Og gjensee Alle, som vi mødte der;
Saa vandre vi med Sang bag Skovens Bøge
Heelt ned til Sorø Sø, — nu er vi her!
Fuldmaanen skinner, Nattergalen slaaer,
— Det lyder gjennem alle Livsens Aar.
Der spirer Blomster fra det mindste Frø;
Hvad smukt og godt er, det kan aldrig døe.
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Christian Wulff
Den vide Verden Faae kun nævne kan,
Der var opoffrende og god, som han;
Den skjønne Guds Natur han havde kjær,
Og paa hans Bryst faldt Dødens Draabe der;
Een Smerte kun ham fyldte, stor og heel,
Forladt og i en anden Verdens Deel
Sin stakkels syge Søster han forlod.
Et Suk — hans Hjerte brast — hos Gud han stod.
Det danske Flag man ham om Kisten gav,
Hans Kjærlighed ham fulgte i hans Grav;
Et Egetræ strøer gyldent Løv paa den;
Sov sødt, sov vel, Du tro, Du kjære Ven!
Flyv lille Svale, Vindens Vei derhen,
Bring Hilsen ham, som kommer ei igjen,
Hvis blaa og milde Øine vi først see
Der, hvor ei meer er Død og Hjertevee!
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Lille Sally, her er Brev
Lille Sally, her er Brev,
Andersen iaftes skrev.
Veiret er saa graat og vaadt,
Ja, det sneer jo ganske smaat;
Snart vil falde mere Snee,
Og Du kan fra Ruden see,
Hvor den fyger, hvor den føiter,
Og der løber Folk paa Skøiter!
Intet Menneskene kan see
Rødgrød meer i Grøfterne;
Men nu har vi — kom og spiis! -
Alle Grøfter fyldt med Iis;
Snen drysser Sukker paa,
Du den alenhøi kan faae.
Invitere nu Du maatte
Otto, Poul og Charlotte.
Lille Sally, gamle Ven,
Skriv Du mig nu Brev igjen!
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Jeg fik et Brev fra hende, som Du veed
Jeg fik et Brev fra hende, som Du veed,
Fra hende, som opfylder helt din Tanke,
Din unge, friske, stærke Kjærlighed!
Dets Duft fik strax mit Hjerte til at banke.
Det var en Rosenknop fra Hjertets Grund,
En Uskylds Lillie, hvori Sukket bæved;
Paa hendes Navn jeg trykkede min Mund,
En stille Bøn dybt fra mit Bryst sig hæved.
O, det at kunne ganske tabe sig
I Andres Lykke, som den var vor egen,
Er saa livsaligt! Jeg omfavner Dig,
Min egen tunge Sorg en Stund er vegen.
O drøm en deilig Drøm, og da Du veed
Hvad jeg har læst i Hjertet paa din Lillie.
Hold fast ved Gud, han selv er Kjærlighed!
Paa Jorden og i Himlen skee hans Villie!
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Stakkels Mary Anne
Under Gravens Græstørv sover
Stakkels Mary Anne!
Piger, kom kun! græder over
Stakkels Mary Anne!
Falsk var han, som tro hun troede,
Slangen sig om Hjertet snoede,
Fred ei meer paa Jorden boede, -
Stakkels Mary Anne!
Bleg blev Kinden, Smilet døde,
Stakkels Mary Anne!
Hele Verden syntes øde,
Stakkels Mary Anne!
Nær ved Kilden under Borgen,
Hvor han ikke kom hiin Morgen,
Stod hun, Billedet paa Sorgen,
Stakkels Mary Anne!
Haabet holdt hun til det sidste,
Stakkels Mary Anne!
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
