Længsel med Potterne
Hist hvor man kun seer Lyngen groe,
Der laves Jydepotter jo!
Der laves store, laves smaae,
Paa Vognen snart de pakked' staae,
Og see, med Potter rigt begavet,
Den reiser langveis over Havet.
Ak see, nu kjører den afsted!
Og Pottefaderen er med;
Hans lille Dreng ved Døren staaer,
Med nødbrun Kind og gule Haar,
Han seer paa Vognen, som nu kjører,
Og sært det i hans Bryst sig rører.
Han føler, nei, han veed ei hvad!
Med Potterne han reise gad,
At see Soldater, Skov og By,
Med Kirketaarne høit mod Sky;
Ja Havet med de stærke Strømme,
Og Alt, hvad han kun saae i Drømme.
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Cigaren
Cigarens Glød er et Ildsted,
hvor Ildaander er tilhuse;
Den Ene blæser med Puster,
at Ilden skal ikke gaae ud;
Den Anden rører med Ildtang,
faaer Saften til at beruse;
I Dampen er der en Troldkraft,
en lille cigarfødt Gud;
Han bygger, som Fata Morgana,
det Røg-Slot Tankerne ville;
Han viser nu for mig Hjemmet
og alle Vennerne der;
Jeg glemmer at Have og Bjerge
uendeligt vidt os skille,
At nede paa Pladsen rigt gløder
Orangens duftfyldte Træer.
— Nu lægger jeg bort Cigaren;
Sevilla, du deilige Stad!
Jeg glemte Dig, jeg var i Danmark,
mens her med Cigaren jeg sad.
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Ved Festen for Architekt Bindesbøll
Som Du tænkte det staaer nu Museet,
Klart vi have for os din Idee!
Stille gjemmer i sig Rosentræet
Tanken til den Blomst vi siden see;
Og vort Hjerte slaaer ved dette Skue,
Sangen runger over Sund og Bugt,
Det gjør godt at føle Hjertet lue,
Juble for hvad dygtigt er og smukt!
Livet leves skal! hvo ret har levet
Friskt og sundt i Tanke, Daad og Gud,
Han sit Navn i Verdens Bog har skrevet,
Fuldendt sin Mission, sin Skabers Bud!
Danmark fik en Skat, Du Caps'len bragte,
Mangt et Kunstværk, skabe Du lig den!
I vort Øie Gud en Guldmønt lagde,
Glædens Guld, tag din Betaling Ven!
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Romance
Hvor Bøgen helder sin friske Green
Mod Stranden, mens sagteligt Bølgerne trille,
En Havfrue staaer paa tangklædte Steen
Og synger i Aftenens Stille.
See, Havbørn smaa mere ude fra Land
Sig boltre i Tact efter Sangen;
Det klinger med Glasklokke-Klangen,
Hver Gang de kløve det klare Vand.
Den Havfrue kjæmmer sit lange Haar,
Og Perlerne rigt falde fra det som Draaber;
Den Sømand det seer, forude han staaer,
Hans unge Hjerte paa Livet haaber;
Den Havfrue er ham ei Skum paa Vand,
Og Sangen naaer Hjertet og Tanken.
Forstaaer Du hans Hjertebanken?
Hvert Bryst har sit hellige Alfeland!
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Ja vel, vi er midt i November
Ja vel, vi er midt i November,
men vi er i Spanien med,
Og jeg gaaer i Vinterfrakke,
jeg fryser paa dette Sted;
Sevilla, din klare, blaae Himmel,
Oranger i hver en Allee,
Ja deiligt er det at see paa,
men føle er meer end at see!
Jeg føler, at Luften har Kulde,
i Slængkappe svøber sig Hver,
Man sidder paa Marmorbænke
under Orangetræer;
Jeg kjender slet Ingen af dem,
og dog er jeg ikke forladt,
Jeg kjender saa mange Stjerner
paa Himlen fra Hjemmets Nat;
Ved dem og ved det at jeg fryser,
er jeg i mit danske Hjem;
Sevilla, o hvor Du forstaaer dog,
at trylle det Kjæreste frem!
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Med en 'Gliedermann
Jeg var en Gang paa den grønne Green,
Jeg var selv en Green, ja, en deilig En -
Jeg svaied i Vinden med Blade paa,
Og Fuglene sang, de velsignede Smaa!
Det var min Barndoms Dage.
Men jeg slog mig en Dag fra Familien løs,
En Prygl var jeg bleven, jeg kaldte mig Knøs
Og drog saa i Verden paa Eventyr;
Der sprang jeg i Splinter og blev denne Fyr
Jeg nu er. — Vil De bare behage.
Nu er jeg et Mandfolk, der har en Couleur,
Samt Lemmer, Manerer, Alt, som sig bør;
Jeg seer med Foragt paa den Tid, som forsvandt.
En Broder jeg søgte, — en Broder jeg fandt!
I mig Du dit Billed modtage.
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
I Granada, gjennem Byen
I Granada, gjennem Byen,
Sorgfuld drager Maurerkongen;
Fra Elviras Port han rider
Hen til Porten Bivarrambla.
Vee mig, mit Alhama.
Breve vare komne til ham,
At han havde tabt Alhama;
Brevene han smed til Jorden,
Den, som bragte dem, han dræbte.
Vee mig, mit Alhama!
Og han steg ned af sit Muuldyr,
Satte sig paa Hesten, red saa
Til Alhambra, lod der skingre
Sølvtrompet og Kjedeltromme.
Vee mig, mit Alhama!"
„Kun din Ret skeer Dig, o Konge!
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Paa Ungdommens friske Rosenblad
Paa Ungdommens friske Rosenblad
Staaer at reise med Solskin skrevet;
Det er for den Ældre et Aandens Bad,
En Stund af hans Foraar gjenlevet;
Den Yngre med Et seer sin Hverdagshistorie
Gaae frem i den deiligste Glands og Glorie.
Men da det nu ikke blev Alle forundt
At flyve til fremmede Lande,
Faae Yduns Æblet forfriskende sundt
Med Runer om fremmede Strande,
Saa griber den Hjemmeblivende glad
Den hjembragte Blomst og betragter hvert Blad,
Thi der staaer, hvad seet er og levet;
Det er ham hans Reise — Kom med, Du ham bad!
Paa Ungdommens livsfriske Rosenblad
Har at reise med Solskin Du skrevet.
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Granattræ, Citrontræ, — ja slige Høibaarne
Granattræ, Citrontræ, — ja slige Høibaarne,
De vare til Castagnetterne Rod,
Og disse fik Klang af det Træ, de blev skaarne,
Og Klang af den Varme, der er i vort Blod;
Fra Blodet i Hjertet heelt ud i hver Finger
Det strømmer, hvert Pulseslag høres deri;
Fra Castagnetten saa mægtigt det klinger;
Forstaaer Du det Følelsens Fyrværkeri?
Forstaaer Du de Ord, de i Klangen udstøde,
De sige, hvad Hjertet Dig siger, min Ven:
„Granattræets Blomst maa blusse og gløde,
Citrontræ, jeg tænder Dig, brænd saa igjen!
Vi favnes, vi blusse, livsalige Møde,
Og saa — Du er Aske og jeg faren hen!"
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Fortrøstning
Ei Nogen veed, hvad imorgen skeer,
Alene Gud Herren det veed og seer;
Men naar det for Danmark saae mørkest ud,
Kom altid Frelse og Hjælp fra Gud.
Da Landet laae splittet og reent faldet hen,
Opmandet det blev af Niels Ebbesen;
Gud Herren ledte vor Velfærds Sag,
Og hele Danmark saae Atterdag.
Det er en Storm-Nat, høit Søen slaaer,
Vort lille Fartøi paa Dybet gaaer,
Men Gud, Vorherre ved Roret staaer,
Han raader, hvad ogsaa end Mennesket spaaer.
Ei Nogen veed, hvad imorgen skeer,
Alene Gud Herren det veed og seer;
Men naar det for Danmark saae mørkest ud,
Kom altid Frelse og Hjælp fra Gud.
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
