Soldaternes Sang til Dannebrog
Vor gamle Fane, vort Dannebrog,
Som Himlen gav os med Seier,
Dig har jeg elsket fra lille Pog,
Mit hele Hjerte Du eier.
Du hellige Fane, Du danske Flag,
Om Dig straaler Mindernes Glorie,
Med Gud og med Dig hos den ærligste Sag
Staaer Danmark i Verdens Historie.
De gloende Kugler kan svie din Flig,
Men det kun en Stund os bedrøver;
Den danske Matros er og bliver sig lig,
Som Vaabenet Hjerter og Løver.
Hvis selv jeg falder paa Kampens Dag,
I Kampen for Danmark, for Norden,
Saa svøb mig blot i et Dannebrogs Flag,
I det vil jeg lægges i Jorden!
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Agnetes Vuggevise
Sol deroppe ganger under Lide,
Sov mit Barn, saa bli'r du stærk og stor,
Paa den vilde Havhest skal du ride,
Under Bølgen dejligst Engen gror.
Hvalerne med deres brede Finne
Over dig som store Skyer gaa,
Sol og Maane gennem Vandet skinne,
Begge to du skal i Drømme faa.
Visselul! Jeg fødte dig med Smerte!
Bliv min Glæde altid Aar for Aar,
Du har drukket Livet ved mit Hjerte,
Hver din Taare til mit Hjerte gaar.
Sov, mit Barn! Jeg sidder ved din Vugge,
Lad mig kysse dine Øjne til,
Naar engang de begge mine lukke,
Hvem mon dig da Moder være vil!
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Sang til Thorvaldsens sidste fødselsdag
En lille Sang, — o hør dog den!
Thi nu er vi saa glade!
Det ere vi for Thorvaldsen,
Og saa for — Chokolade.
Hæver nu Stemmen,
At han kan fornem'en!
Som paa Svanevinge
Den klinge!
Alverden sang om hans Genie,
Det har han hørt saa ofte,
Thi vi vil gjøre Narreri,
Men i anstændig Kofte!
Klinke med Koppen,
Synge os rød i Toppen,
Dersom det kan more
Den Store!
Før Visen bliver altfor mat
Vi standse vil vor Lire,
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Fru Bournonville
Hvem Gud har kjær gav han Geniets Flamme,
I tusind Farver kvæger det vort Syn,
Men ham, som fik det, bittre Smerter ramme,
Han halvfortæres af sit Guddoms Lyn;
Tidt gaaer han ene — lyser, som en Kjerte,
Og lysende fortæres han som den,
Men elsker Gud ham, vil et trofast Hjerte
Sig slutte til ham, kalde ham sin Ven.
En Skytsaand følger ham, en ædel Qvinde,
Hun styrker ham paa Stridens tunge Dag,
Hans Sorg hun lukker i sit Hjerte inde,
Og mere kraftigt er hans Vingeslag.
Du er en saadan Skytsaand god og stærk,
Hans Navn, hans Lykke, blev dit Hjertes Værk.
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Som en Lotus paa den stille Sø
Som en Lotus paa den stille Sø
Er i Norden Qvinden;
Fra den dybe Havbund Skjønheds Frø
Groer og sætter Blomst trods Nordenvinden.
Her i Syd bag Pyrenæertinden
Groer Granatblomst, der paa Trolddoms Viis
Pludselig er Frugt fra Paradiis,
Glødende, et Flammevæld fra Inden.
Lotusblomst, hvor er Du frisk og skjær,
Tro i Hjertet, Tanker bygge der;
Spaniens Ildblomst, Trolddom eier Du,
Barnet bliver Jomfru i et Nu,
Livet er et Kys, et sødt Forsvinden.
Brænd Du mig til Aske, lad mig døe;
Lotusblomst paa Nordens dybe Sø,
Bed en Bøn for mig — hos Spanierinden.
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Verden er falsk, Verden er fæl
Verden er falsk, Verden er fæl,
Du tør ei troe paa en eneste Sjæl,
Synden har bidt selv i Barne-Hæl;
Blev Tanker Thingsvidner, — vee os!
Alle i Helveds Flammer vi see os
Evigt at brænde!
Hvilken Elende!
Forkullet, død er en salig Ende.
Tro er et Solblink paa Livets Strøm,
Tro er et Menneskes deiligste Drøm!
Kornet, de høsted, kan atter groe;
Men jeg groer ikke. O, giv mig Tro,
Min Barnetro; — men den lyver jo.
Verden er Løgne og Letsind — ja værre!
I Barnetro er der et Kys af Vorherre.
Jeg er ikke Barn i Hjerte og Sind,
Jeg kommer ikke i Himlen ind.
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Vise af Festen paa Kenilworth
Brødre, meget langt herfra,
over salten Vande,
reiser sig Amerika
med de gyldne Strande,
det er der Fugl Phønix boer;
Guld og Sølv paa Marken groer,
og i Skovens Skygge
stegte Duer bygge!
Hvor frydeligt!
Gud! hvor det er nydeligt!
Skade, at Amerika
ligge skal saa langt herfra!
Der gaaer Solen aldrig ned,
stegt er hver Kastanie,
der er Alting Kjærlighed,
Kilderne Champagne.
Gi'er man der sit Hjerte hen,
faaer man strax to tre igjen,
og paa Mark og Enge
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Til H. S. [Hvor kjær Du er mig, har Du vel forstaaet]
Hvor kjær Du er mig, har Du vel forstaaet;
For Faa jeg led og følte som for Dig!
Du til din Lykkes første Maal er naaet,
Og der — hvor kan Du sørge da med mig!
Det skal Du heller ei, — men det mig qvæged,
Ifald jeg saae, at Du forstod mit Savn.
To Dage sad jeg ene, dybt bevæget,
Tidt paa min Læbe kom dit kjære Navn;
Men ei Du kom! Mig Ingen kjærligt mødte,
Mig selv og Gud jeg slap i denne Nød,
Stærkt alle gamle, skjulte Vunder blødte,
Selv af dit Venskabs-Kys Bloddraaber flød.
O, gid Du aldrig prøve, aldrig vide,
Hvad Den, som Ingen eier her, kan lide.
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Psalme [Jeg har en Angst som aldrig før]
Jeg har en Angst som aldrig før,
Som stod jeg foran Dødens Dør
Og maatte ind og styrte ned
I Mørke og i Eensomhed;
Jeg drives frem med Stormens Hast,
O Herre, Herre, hold mig fast!
Alt Ondt i mig det kom fra mig,
Hvad Godt jeg gjorde kom fra Dig;
De Andres Skyld jeg nok opskrev
Men ei mit eget Skyldner-Brev;
Hvor har jeg for mig selv hver Dag
Besmykket godt min egen Sag.
Jeg trædes skal af Dødens Hæl,
Først da sig løfte kan min Sjæl.
Læg Fadervor som Duens Blad
Mig paa min Tunge, gjør mig glad.
Har jeg ei Gud, hvad har jeg da,
Naar hele Verden falder fra!
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Sonnet ved Fyrstinde Borgheses og hendes tre Børns Død
En Paradisets Blomst af Troen bragt
Til Temsens Bred og plantet der i Solen
Skjød herligt frem. Dens Duft, dens Yndes Magt
Dens Glands, sligt findes ei hos Vaarviolen.
Men Kjærligheden planted' Blomsten om
Den Blomst, som gjorte alle Hjerter glade,
Den plantedes ved Tiberen i Rom,
En himmelsk Duft gik fra dens rene Blade.
Og Duften steeg —; vi hørte Engle sige:
„Den Blomst er ei for noget jordisk Sted,
I Lysets Have blomstrer kun dens Lige!"
En Engel saae vi da til Jorden stige,
Og rive Blomsten op: tre Skud gik med,
Tre unge Skud — de groe nu i Guds Rige.
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
