Sang ved Rector Meislings Indsættelse i Helsingør

Frøet Liv Alherren giver,
Spiren sprænger sine Baand;
Naar den da med Mildhed bliver
Pleiet af en sikker Haand,
Staaer den kraftfuld, reen og skjøn,
Skjænker ham sin rige Løn!

Byrdefuldt, men ogsaa herligt
Kaldet monne vise sig,
Men vi stræbe skal saa kjærligt
At forsøde det for Dig.
Dan os da til Kraft, til Dyd,
Og din Løn er salig Fryd.

Lige tændtes ikke Flammen;
Men ved Lærelyst og Flid
Vil vi stræbe tro tilsammen
At benytte Ungdoms Tid.
Styrke Himlen Dig og dem,
Som til Held os leder frem!

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Hun er som en Rose, saa frisk og blød!

Hun er som en Rose, saa frisk og blød!
Ja en levende Rose, baade hvid og rød.
Hun skinner for mig som Bjergtoppens Snee,
I hendes Øine er Himlen at see.
Jeg veed det nok, at Himlen hos hende
Er den, som Mahomedanerne kjende;
En Houri er hun, et djævelsk Skarn,
Og dog et mageløst Deiligheds-Barn.
Hun lyser ind i mig med Øinenes Ild,
I al den Glands farer Mennesket vild;
Hun siger da til mig, det er som et Qvad:
„Nyd Livets Minuter, pluk Blomstens Blad,
Troer Du, at en Djævel gjør Mennesket glad!"

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Hytten

Hvor Bølgen høit mod Kysten slaaer,
En ganske lille Hytte staaer,
Men rundt om paa det hele Næs,
Man finder ei en Plet med Græs,
Kun Himmel, Hav og nøgent Sand
Omgiver Hyttens Drømmeland;
Der kan man Paradiset finde,
Thi Kjærligheden boer derinde.

Ei Sølv, ei Guld man finder der,
Men to, som har hinanden kjær,
See Kys og Smiil paa Læben leer,
Og Øiet dybt i Øiet seer;
De tale ei det mindste Ord,
Glemt er den hele, store Jord,
Med al dens Kamp, dens Fryd og Smerte,
Her svulmer Hjerte kun mod Hjerte.

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Hører Du Havets susende Tone

Hører Du Havets susende Tone,
Klang i Naturens store Accord?
Hver en Conchylie har Lyd af den samme,
Aldrig derinde i den døer den bort.
Sneglehuus nede fra Havdybets Verden,
Hvor i Koralskoven Vragene staae,
Der hvor saa Mange sank ned uden Kiste,
Bølgernes Skum er det Liglag'n, de faae;
Dybets Conchylie, dit Herskab er borte,
Du er et Lighuus med Spøgelse i;
I Dig det suser og synger, hvad Havet
Rummer, mens Tider foer det forbi.
Dig til mit lyttende Øre jeg lægger,
Suus og fortæl, hvad et Verdenshav dækker!

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Soldaten

Med dæmpede Hvirvler Trommerne gaa,
ak, skal vi dog aldrig til Stedet naa,
at han kan faa Ro i sin Kiste?
Jeg tror mit Hjerte vil briste!

Jeg havde i Verden en eneste Ven!
Ham er det man bringer til Døden hen
med klingende Spil gennem Gaden,
og jeg er med i Paraden!

For sidste Gang skuer han nu Guds Sol,
nu sidder han alt paa Dødens Stol,
de binde ham fast til Pælen!
Forbarm dig, Gud, over Sjælen!

Paa en Gang sigte de alle ni.
De otte skyde jo rent forbi,
de rysted paa Haanden af Smerte,
kun jeg traf ham midt i hans Hjerte!

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

For Danmark!

Det er en stor alvorlig Tid,
Men fast til Gud staaer al vor Lid,
Vi stride jo den gode Strid
For Danmark!

Vi vil vor Ret, og ikke meer!
Vor Herre vil, det bedste skeer,
Thi freidig fremad hver Mand seer,
For Danmark!

Paa Marken, ved det aabne Hav,
Staaer mangen gammel Kjæmpe-Grav,
Om Kraften i os Vink den gav
For Danmark!

I Landets Vaaben altid stod
Tre Løver, de betyde Mod,
Ni Hjerter, det er ærligt Blod
For Danmark!

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

I Afrikanerbyen

I Afrikanerbyen,
i Cartagena jeg boer,
I den smalle, snevre Gade,
saa snever, Du knap det troer;
Jeg naaer med Haanden Balconen
derovre hos Gjenbomo'er,
Hvor den deilige Datter sidder
i Ungdommens Skjønhedsflor,
Saa fyldig, kraftig og ildfuld;
det lange, kulsorte Haar
Nu Moderen løser af Fletning;
det ned til Fødderne naaer.
Og Skuldren er som Antikens,
og Øinene som et Lyn;
Det er næsten ikke muligt
at udholde dette Syn.
Fra Afrika brænder Luften,
og Blodet er Ild som den; -
Nu vil jeg slukke Lampen
og hvert et Ord med den.

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Den 2den Februar 1864

Tillad, at jeg tager Ordet,
Ja, læser det op denne Gang;
Her sidder en Digter ved Bordet,
Der ikke har bragt en Sang,
Uagtet hans Hjerte banker
I Glæde, deeltagende, rigt;
Der er i de svulmende Tanker
Nok Stof til et Brudedigt.
Men Harpen er stemt kun for Kampen,
For Danmarks ærlige Sag.
I To greb Aladdins-Lampen,
Det er Eders Bryllupsdag.
Paa den Kanonerne runge,
Husk det i Tiden engang!
Nu Landsoldaterne sjunge,
De døve min Bryllupssang.
Der er en Storhed i Tiden,
I den er Velsignelse med,
Det sande I nu og siden,
Velsignet i Kjærlighed!

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

A. Oehlenschläger

Aladdins Slot med Sølv og Guld Du satte,
Dit Digter-Slot har dog langt større Skatte:
En Verden med Bedrift, med Fryd og Sorg.
Vi følge Hakon Jarl til Thoras Borg;
I Trondhjems Kirke Axel Valborg mister,
Bag Skovens Hang Coreggios Hjerte brister,
Den lille Hyrdedreng vi følge vil,
I Skoven see vi paa dit Aftenspil.
Vi dele med Amine Fryd og Sorg,
Ved Maan'skin gaae vi til din Røverborg,
Stolt Nordens Guder sees paa Nattens Sky,
Du har til Livet kaldt dem frem paany,
De dele med Dig, hvad Du selv dem gav:
Et evigt Navn, der trodser Død og Grav.

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Louise Ipsen og C. St. A. Bille

Før Talen
Vort Liv har mangen Høitidsdag,
Hvor Hjertet hejser Krands og Flag
Og dog i Alvor banker;
Da løfte sig ved Orgelklang,
Saa tillidsfuldt i Glædes-Sang,
De stille Alvors-Tanker.
Gud er hos os paa Lykkens Dag,
Han styrker os ved Modgangs Slag.
Hvor kan da Hjertet bæve!
Ung Elskov i sin Blomsterflor
Med Kronen ind i Himlen groer.
Did op sig Tanken hæve!

Efter Talen
I knælede for Herrens Bord,
Udtalte Sammenholdets Ord,
Som Troskab kan dem sige.
I eders Sind er Ungdoms Vaar,
Den blive, selv bag sølvhvidt Haar,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!