Med et Bundt Cigarer
Da en Syndflods Vande
Bragte Død og Grav,
Mennesker og Lande
Sank i salten Hav;
Arken, da det endte,
Stod paa Ararat;
Duen Noah sendte
Ud i Frygtens Nat.
Bunden som til Sengen
Hver i Arken sad;
Duen kom fra Engen
Med et Olieblad.
Doctoren som Duen
Tidt man venter paa;
Træder han i Stuen,
Hjertet haabe maa;
Ingen Laurbærblade
Han i Munden har,
Vi ham ryge lade
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Herrens Bøn
Læs Aften og Morgen dit Fadervor!
„Vor Fader i Himlen unævnelig stor!
Dit hellige Navn os i Hjerterne groe,
Lad ind i dit Rige os bygge og boe,
Din Villie raade i Liv og i Død,
Du vil os give vort daglige Brød,
Forlad os vor Skyld, som vi dem forlade,
Der skulde os takke og ikke hade,
Hold Fristelsen fra os, dens Synd og Last,
Frels os fra det Onde, hold Du os fast;
Thi dit er Riget og Magten og Æren,
I Jesu Navn og vor evige Væren!"
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Rosen paa Kisten
See Sørgetoget gjennem Gyden gaaer,
Det er et deiligt Solskin, Lærken slaaer,
Paa Kistelaaget er en Rose lagt,
Den unge Brud til Graven bliver bragt.
I Gyden her, som Barn hun leged glad,
Ved Hyldetræet hist, som Brud hun sad,
Ved Stenten der de skiltes, da han gik,
Ved Stenten der om ham hun Dødsbud fik.
Hvad drømte Rosen vel i Knoppen nys,
Hvad drømte den ved Solens første Kys,
Og ved det sidste glødende Farvel,
Hvad drømmer den paa Kistens sorte Fjel.
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
G. C. Delbanco
Erindrer Du, ja, det er noget siden,
— Da var Du mindre — husk en Sommerdag,
Dit Barneøie lyste, og skjøndt liden,
Stor som en Ven Du kom med glad Goddag.
Og vel var det hos Bedstefaer, vi mødtes,
Men dog ei i vort eget, danske Land;
Du følte det Beslægtede, der fødtes
Og adler og forener Mand med Mand;
Det var en Dansk, Du saae, og netop Den,
Med hvem i Eventyret Du var bleven Ven.
Behold det samme Sind i Livsens Dage!
Vær flink og kjæk! Alt Godt! Kun ei forsage!
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
C. Neergaard
Paa Livets Tangenter, de sorte og hvide,
Du lystigt fra Barndoms-Landet udride!
De svulme og bæve i sød Harmoni!
Hvad nu kun de drømme, i Klarhed vil stige.
Dig Gud gav den Lykke i Toner at sige
Hvert Hjerte den qvægende Poesi.
Du Hjemmet vil huske med Frugttræer og Birke,
Den duftende Eng med den blegrøde Kirke,
Og Storken og Svalen, som fløi Dig forbi.
Men mon Du vil huske den Trækfugl, som bragte
En Hilsen til Dig og et Blomsterblad lagde
Foran Dig til Tak for hver Melodi?
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Grev Joachim Moltke-Bregentved
Tænk kun paa ham hvis Støv er Graven bragt,
Erindring, udfold heel din Blomsterpragt!
Et Smiil sad i hans Øie, om hans Mund,
Det lyste fra den rene Hjerte-Bund.
Husk Julens Glæder, naar han spøgte glad;
Saa rigt og stort er Hjertets Mindeblad.
Hos Eder lykkelig og glad han stod,
For Danmarks Sag, han Hjemmets Hjem forlod.
Den vaade Jord og Nattens kolde Vind,
Skjød Dødens Kugle i hans Hjerte ind.
Sit unge Liv han glad for Danmark gav.
De Runer vil' vi riste paa hans Grav!
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Stanzer for musik
I de hellige guders lund
toner luren i nattens stund;
flammer lyser mod skovens krone,
medens dybe sange tone,
og bag helligdommens gange
står den tavse bundne fange.
Alt nu tier;-
tavs præstinden ham indvier
til den bitre offerdød.
Ja, som Freja er hun smuk;
men hun dæmper sit hjertes suk.
Roligt stirrer det mørke øje;
fangen skuer mod det høje,
i hans indre vildt det flammer -
men det kolde stål ham rammer,
blodet strømmer -
sjælen alt om Freja drømmer,
øjet på præstinden ser.
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Taaren
Mit Hjerte er en Himmel graae,
Hvor Sorgerne som Kloder staae;
Saa underlig er deres Gang,
Derfor er Barmen dem for trang.
Græd kun, ja græd, saa faaer Du Ro!
Hver Taare, er en Verden jo;
En Verden fuld af Sorg og Lyst,
Der ruller fra det snevre Bryst.
Og har Du grædt dit Øie træt,
Da bliver Du om Hjertet let,
Thi Sorgen, om den end er stor,
I hine Taare-Verdner boer!
Og troer Du vel, at han som glad
Seer Krybet paa det mindste Blad,
Han, som det Hele stræber til,
At han en Verden glemme vil?
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Reise-Capriccio
Farvel, du stolte Hav med al din Vælde!
Jeg saae dine Bølger faae Liv og svulme til Fjelde.
Din Sang var saa dyb, som steeg den i Smerte;
Og dog har du intet levende Hjerte!
Nei, kold og død du styrter med Vælde
Dine skummende Fjelde. -
Her har ei Hjertet sit Hjem!
Nei, over Hederne frem,
Til de grønne Skove, de blomstrende Vange,
Lystig afsted, med jublende Sange!
Herlige Land! — romantiske Egne!
Piger, som ingen Digter kan tegne,
— — Hvorfor vil jeg ile?
— Den jydske Amor har ingen Pile!
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Vandrerens Sang
Hvor Stormen løfter høit sin stærke Stemme,
Hvor Bølgen svulmer paa det stolte Hav,
Jeg tænker kun paa Dig. — Dig Gud mig gav!
— Jeg kan Dig aldrig glemme!
Paa Sletten, hvor den vilde Hingst har hjemme,
Paa Fjeldets Tind, høit i den kolde Sky,
Jeg seer kun Dig, — selv i hver fremmed By -
— Jeg kan Dig aldrig glemme!
Og bort, ja bort — det snevert er her hjemme -
Did hen, hvor Granerne paa Bjerget groe!
Langt bort, langt bort! — Faaer Hjertet da vel Ro?
— Jeg kan Dig aldrig glemme!
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
