Nytaars-Aften 1848

Farvel, farvel, Du gamle Aar,
Din Bortgangs Skaal vi drikke!
Din Virken dyb alvorlig staaer,
Dig glemmer Verden ikke.
Det nye Aar nu banker paa,
Kom ind! velkommen være!
Du Barn, som endnu Ondt ei saae,
Du Freden til os bære!

Fred over Dig, vort Fædreland,
Og dine aabne Strande,
Fred i hvert Hjerte, i hver Stand,
Fred over alle Lande!
Læg Du de Saar, din Broder slog,
Beskjærm os vore Kjære!
Med Hurra og med Dannebrog
Du af os hilset være!

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Hør Spurven derude

Hør Spurven derude,
Den sang ved Rude:
Kom ud I Smaa!
Kom ud dog af Skolen,
Klart skinner Solen,
Lege I maa!
Snart paa Foden, snart paa Knæet,
Ja paa Hovedet selv vi staae;
Vi med Spurven fløi fra Træet,
Havde vi bare Vinger paa.

Hvor kan det dog være,
Ikke vi bære
Vingerne smaae?
Men naar vi er fromme
Kan De vel komme?
Bare de maa!
Da vi flyve vil over Byen,
Flyve langt der i Verden ud,
Flyve høiere op end Skyen,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Fremad!

Fremad! frem, I danske Drenge!
Husk, I værne maae
Danmark, deiligst Vang og Vænge,
Blomst paa Havets Blaa.
Værne skulle I med Staalet
Danmarks Ret og Modersmaalet,
Saa det aldrig glemmes siden.
Gud er med i Striden!

Ærlighed til Skjold I føre!
Fjenderne I slaae,
Saa at det for Verdens Øre
Rigtigt runge maa.
Under Kampen Sværdet raade,
Efter Kampen Mildhed, Naade!
Fremad! frem, I danske Drenge,
Værner Vang og Vænge.

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Spanien, hvilken Rigdom har Du

Spanien, hvilken Rigdom har Du
af Naturens Deilighed;
Palmeskov og Cactus-Vildhed,
udbrændt Ørken, Blomsterbed.
Skjønheds Skikkelser her vandre,
malerisk er hver en Dragt,
Og om dine Kyster svulmer
Havet i sin Storheds Magt.
Maurerfolket gav Dig Minder,
hvori Aand og Skjønhed boer;
Ved Cervantes og Murillo
er i Snillets Hjem Du stor;
Og din Nutid eier Ungdom,
Munkene Du fra Dig jog;
Spaniens Blomstren forudseer jeg
lyse vil i Fremtids Bog.

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Med forskjellige Presenter

Jeg kommer, Frøken Anna, med en Flaske af min Lugt,
Dertil to søde Hvalpe, mit Hjertes bedste Frugt,
„Bruun" var den Enes Fader, den Andens var nok „Spet",
Hver var en Gadestryger, men daarende honnet;
Jeg selv er en Slags Norma, og jeg har følt og grædt.
Men det er nu det Samme, naar Hjertet kun er godt.
Med mig de gratulere og bringe noget Smaat:
Et Stykke Chocolade og engelsk Naal og Staal;
Og alle Tre vi raabe Hurra paa Hundemaal.

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Hvil sødt

Hvil sødt!
Som var Du lagt i Dødens Skriin
Du min Erindrings Rose faur og fiin,
Du er ei Verdens meer, Du er kun min;
For Dig jeg synger, mine Taarer trille,
Natten er smuk, Natten er stille; -

Dødt! — Alt er dødt!

Hvil sødt!
Hvert Barn i Ly af „Fader vor",
Du Lidende, i Søvnen Sundhed groer,
Og Du som elsker, haaber, barnligt troer,
Gid ingen Drøm Dig ved Din Lykke skille;
Natten er smuk, Natten er stille; -
Dødt! — Alt er Dødt! -

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Graat Veir

Den vaade Taage hænger dorsk over Mark og By,
Det gider ikke regne engang fra sorten Sky;
Selv Gaardens Ænder ligge saa tause hver og een,
Med Hovedet bag Vingen, og ligne Kampesteen.
Ja Bedstemo'er i Stolen smaanikker, sover ind;
Den smukke Datterdatter, med Haanden under Kind,
Har gabet fire Gange, jeg veed hvad det spaaer,
See, over Brystet falder det lange, gule Haar.
Jeg selv sidder søvnig med Benene paatvers,
Jeg gider ikke læse i mine egne Vers!

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Vandrer-Liv

Gaardhunden gjøer — dens Tænder ere saa skarpe.
En Qvinde træder i Forstuen ind,
Ak, Armod sidder paa Kjole og Kind,
Hun synger og spiller paa Harpe.

En ussel Hest bag Gjærdet søger sit Foder;
Hist holder Vognen med Dyne og Skuur,
Der sidder Manden i Guds Natur
Med Barnet, som skriger paa Moder.

Han kysser lidt og kniber til Forandring;
Snart kommer Qvinden med Penge og Brød,
Saa dier hun Barnet paa sit Skjød,
Mens Manden bereder til Vandring.

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Den Gang vi endnu havde Vaar

Den Gang vi endnu havde Vaar,
Saae jeg Dig Roser plukke,
De turde i dit dunkle Haar
Sødt dufte, friske, smukke.

Og da man Sommer red i By,
Dit Hjerte var bevæget,
Du bandt en smuk Bouquet paany,
Hvori hver Markblomst leged.

Og Høsten kom med broget Lyst
Med Asters, Anemoner,
Dem lod Du fæste paa dit Bryst,
Som Ordensstjernen troner.

Nu ind i Vinteren er vi stridt,
Ei Blomster Jorden smykke,
Derfor kan mig nu ganske lidt
Du til dit Hjerte trykke. -

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Den stille Uge

Den stille Uges Sørgetid
En Skat af Tanker bærer hid:
Christ gav sig hen for os, vi veed,
For Sandheden han Døden led,
Korsfæstet blev Uskyldighed.

Paa Tornekronen Blodet sad,
Mens han for sine Fjender bad.
Hvo ligner ham og gaaer hans Spor?
I den just Livets Rose groer,
Og Den er salig, som ret troer.

Du stille Uge smerteriig,
Fryd straaler fra din Sørgeflig!
Med ydmygt Sind vi knæle ned:
Et Intet i Guds Herlighed,
Og dog stor i hans Kjærlighed.

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!